www.danskarkitektur.dk
dansk
middelalder
|
|
Middelalderens
kronologi |
|
Samtidig
med at man i landene syd for Skandinavien levede i den periode,
vi i dag kalder for tidlig Middelalder, gennemlevede vi her i Norden
først Germansk Jernalder og derefter Vikingetiden. Norden sprang
simpelthen den tidlige Middelalder over og gik direkte fra Vikingetiden
ind i Højmiddelalderen. Højmiddelalderen varede fra ca. 1050 og
tre hundrede år frem til ca. 1350. Periodens afsluttedes med pestkatastrofen
"Den Sorte Død," der indvarslede en kommende nedgangsperiode. Tiden
derefter dvs. fra 1350 og frem til reformationen i 1536 kaldes for
Senmiddelalderen.
Højmiddelalderens
kongerække omfatter konger som Svend Estridsen, Knud den Hellige,
Valdemar den Store og Valdemar Sejr, der alle kæmpede for at etablere
et stabilt og stærkt dansk kongerige. Der var ikke tale om enevældige
herskere, men derimod om konger, der først måtte underskrive såkaldte
håndfæstninger, hvor adelen lovede at støtte kongen, hvis kongen
til gengæld garanterede adelen dens privilegier. Munken Saxo forfattede
Danmarks ældste historiebog "Saxo Grammaticus" for biskop Absalon
i 1100-tallet.
Højmiddelalderen
var en periode, hvor der skete vidtgående ændringer i Danmark. Ved
indgangen til højmiddelalderen var der tale om et "vikingesamfund"
med hedenske træk og ved udgangen et feudalt, kristent kongerige.
I Senmiddelalderen
blev de tre nordiske kongeriger Norge, Sverige og Danmark samlet
under Dronning Margrethe d. I. Perioden afsluttes med det Stockholmske
Blodbad, hvilket førte til borgerkrig, Christian d. II's tilfangetagelse
og til sidst Reformationen.
|
|
Verdsligt
middelalderbyggeri i Danmark |
|
Bydannelsen
er af vital betydning for udviklingen af et folks kultur, og i perioden
l000-1200 kom der for alvor gang i bydannelsen i Danmark. Ved overgangen
mellem Vikingetid og Middelalderen fandtes kun en halv snes byer
her i landet. Blandt disse var Hedeby, Ribe, Århus, Viborg, Roskilde
og Lund. I Valdemarstiden (ca. 1150-1250) blev dette antal stærkt
forøget, så det kom op på over 60 købstæder, hvoraf de fleste har
fungeret helt op til i dag. Absalon grundlagde en borg ved landsbyen
Havn i ca. 1167. Landsbyen skulle senere udvikle sig til København
- rigets hovedstad.
Perioden 1000-1250
er karakteriseret af en udbredt bydannelse ikke bare i Danmark men
i hele Europa. Overalt og ikke mindst i de for nyligt kristnede
germanske områder, som Danmark tilhørte, blev der grundlagt byer.
De nordtyske hansestæder, der i Høj- og Senmiddelalderen fik stor
betydning for Danmark, er dog alle med undtagelse af Lybæk grundlagt
efter 1200.
Nogle danske
byer var groet frem på må og få. Andre var planlagte. Til sidstnævnte
hører Helsingør, Vordingborg og Køge. Planlagte byer kan man normalt
kende på de regulære gadelinjer. I sådanne byer er typisk tale om
gadenet, hvor gaderne krydser hinanden i rette vinkler. De selvgroede
byer var derimod mere bestemt af topografien, idet vejene fulgte
de vandrette koter i landskabet, så vejene ikke blev for stejle.
Selvgroede byer har en mere organisk byplan.
Under Erik
af Pommern (1389-96) byggedes borgene Kärnen i Helsingborg og Krogen
i Helsingør i forbindelse med Sundtolden. Krogen kom til at indgå
i det senere Kronborg. Krogen havde oprindeligt halvrunde bastioner.
Karakteristisk
for danske byer var, at der var masser af plads. I mellem husene
var typisk anlagt kålgårde og mindre marker. Byerne har været grønne.
Husene lå normalt med langsiden til gaden. Dette hang formodentlig
sammen med, at der var plads til det. I Nederlandene og Nordtyskland
var man derimod af pladshensyn tvunget til at bygge gavlhuse. Selvom
man brolagde gaderne med brædder, så var middelalderbyerne beskidte
og uhumske.
|
|
Danske
middelalderhuse |
|
I højmiddelalderen
boede de fleste stadig i de typiske langhuse fra vikingetiden. Landsbyerne
bestod af langhuse som de havde gjort det i årtusinder. I
langhusets centrale sal var det aflange ildsted omgivet af forhøjninger
i begge husets sider. Forhøjningerne fungerede som både
seng og stol. Loftet var godt sodet til, og det eneste lysindtag
af betydning var lyren i tagryggen. I slutningen af højmiddelalderen
omkring år 1300 begynder man at bygge et røgfang over
bålet. Man murede simpelthen en kontruktion op omkring og
over bålet. Denne konstruktion havde to fordele. Stenene opmagasinerede
varmen, og man sparede derved brændsel. Man skulle ikke holde
bålet brændende hele natten. Røgfanget eller
røghuen, som den også kaldes, samlede også røgen,
så en stor del af røgen i salen forsvandt. I toppen
af røghætten var en åbning, hvorfra røgen
steg op til lyren. Man havde altså stadig ingen skorsten.
Den kom først til i renæssancen. Bønderne blev
ved at bruge denne type røgovn til helt op i 1700-tallet.
Man skal ikke glemme, at selvom røgen var ubehagelig, så
var den med til at impregnere tagkonstruktionen og på den
måde beskytte mod svamp og udyr.
Ordet skorsten
betyder, "den sten hvor der gøres ild." "At
skore," er at lave ild. Skorestenen var altså oprindeligt
de sten i røgovnen, hvorpå man tændte bålet.
Senere kom et trærør på røgovnen. Det
skulle lede røgen på vej op mod lyren. Først
meget senere blev denne røgkanal også bygget i sten.
Navnet er således gledet fra røgovnen til røgrørskunstruktionen.
I højmiddelalderen var de fleste huse stadig bygget som
i vikingetiden. De buede sider forsvandt dog, men man byggede stadig
huse enten som et træskelet med lerklinet fletværk i
felterne, en bulkkonstruktion eller en stavkonstruktion. En af de
store svagheder ved vikingetidens huse var, at de jordgravede stolper
begyndte at rådne efter en generationstid, og at man så
var tvunget til at bygge et nyt hus. I løbet af højmiddelalderen
begyndte man derfor at bygge træskelettet på sylsten.
Træet kom ikke længere i kontakt med den våde
jord, og på den måde undgik man, at konstruktionen rådnede.
Lidt efter lidt blev denne bindingsværkskonstruktion spredt
til hele landet. Ordet bindingsværk hænger sammen med,
at træskelettet var "bundet" sammen - dvs. fastgjort
i et skelet, hvor vægfelterne senere blev udfyldt med lerklinning
eller murværk.
Husene blev i løbet af middelalderen opdelt i flere rum.
Omkring røgovnen eller kuppelovnen, som den også kaldes,
opstod stegerset, der er forløberen for køkkenet.
Stuen kom til at ligge op ad ovnen ved siden af stegerset.
Byhusene mindede
om middelalderens landsbyhuse. Kun få bygninger var i to etager.
Adgangen til en evt. 1.sal foregik via en udvendig trappe. Huse
af sten eller tegl hørte så godt som altid til i forbindelse med
kirkens byggeri, hvis man da lige ser bort fra adelens og kongens
gårde. De første stenskorsten blev opmuret samtidig med disse
bygninger.
Først Senmiddelalderen
begyndte andre at bygge i sten. Tyske købmænd opførte
tegstenshuse i flere købstæder. De medbragte deres
byggetradition fra Hansestæderne og opførte typisk en rigt dekoreret
gavl ud mod gaden. Udtrykket "at være stenrig" passer fint til denne
tid, fordi man måtte være meget rig for at kunne bygge i sten, når
man tager datidens teknik i betragtning. Ikke bare var Hansestædernes
huse bygget af sten, men de var med deres "dieler" (store åbne rum
i stueetagen) og mange lageretager betydeligt større end, hvad man
almindeligvis fandt i Danmark.
|
|
Sammenligning
mellem Hansestæder og danske byer |
|
Hansestæderne
var ligesom de danske byer omgivet af volde og høje teglstensmure,
men Hansestæderne portbygninger var i modsætning til de danske mange
etager høje og rigt dekorerede. På samme måde fortalte de store
kirker om de tyske middelalderkøbmænds enorme rigdom.
|
Hverken
de tyske eller de danske byer havde kanaler som byerne i Holland,
hvor man så at sige kunne sejle lige til hoveddøren. Handelsskibene
i Norden lagde til ved en landgangsbro udenfor bymuren, hvorfra
varerne blev transporteret op til købmandsgårdene. Efter tysk
mønster placerede man dog Valdemarstiden nye byer tættere på
havet. |
|
|
Den
danske middelalderlandsby |
|
I slutningen
af Vikingetiden og i starten af højmiddelalderen skete der det,
at landsbyernes traditionelle vandring, der havde foregået kontinuerligt
siden stenalderen, ophørte. Før i tiden havde landbrugsteknikken
tvunget folk til at flytte med ca. en generations mellemrum til
ny jord, men ny teknik i middelalderen gjorde, at de nu kunne blive
på samme sted. Landbrugsteknikken - heriblandt hjulploven tvang
også bønderne til at arbejde sammen, og dette havde sikkert stor
betydning for oprettelsen af det, der senere skulle blive kendt
som landsbyfællesskabet, hvor alle landsbyens medlemmer var indbyrdes
afhængige af hinanden. Middelalderlandsbyerne brugte et dyrkningssystem,
som var i balance med naturen. I det danske område kunne man brødføde
ca. en million mennesker. Danske landsbyer har typisk ligget på
samme sted helt fra Højmiddeladeren og op til i dag. Samtidig med
at landsbyernes vandring ophørte, grundlagdes mange nye landsbyer
rundt om i landet. Man siger, at de fleste danske landsbyer er grundlagt
i perioden 1100 til 1250 e. Kr. - den periode, der også er karakteriseret
af bygningen af de mange landsbykirker af sten.
I Danmark indebar
det fæstesystem, der blev udviklet i middelalderen, at bønderne
skulle betale landgilde og hoveri til godsejeren. Hartkornskat blev
derimod betalt til kongen, og den skulle betales, selvom jorden
ikke blev dyrket. Derfor var de senere godsejere interesseret i
at få fæstere og staten interesseret i, at godsejerne ikke nedlagde
gårdene. Dette system låste så at sige landbruget fast og gjorde,
at middelalderens landskab blev bevaret helt op til landboreformerne
i slutningen af 1700-tallet.
|
|
Kristendommen
kommer til Sydskandinavien |
|
Jellingestenen,
hvorpå Harald Blåtand hævder, at have kristnet danerne, er fra ca.
920. Kristendommen havde dog svært ved at slå igennem og perioden
frem til 1075 er præget af missionsvirksomhed overfor "vikingerne".
Ved indgangen til Højmiddelalderen overgik ærkebispesædet for Norden
fra det tyske Hamborg-Bremen til det danske Lund. Her gik man så
i gang med at opføre en efter datidens forhold enorm romansk domkirke,
som selvfølgelig skulle være Nordens største og mest pragtfulde
bygning. Byggeriet foregik under ærkebiskopperne Asser, Eskil, Absalon
og Sunesen.
I Højmiddelalderen
fik kirken i Europa styrket sin position, og der opstod derved et
modsætningsforhold mellem "sacerdotium" og "regnum," dvs. mellem
den gejstlige og den verdslige magt. Denne opdeling af magten i
to sfærer byggede på Augustins værk "De civitate Dei" helt tilbage
fra 400-tallet. Med Gregor d.7´s tiltrædelse som pave tilspidsedes
konfrontationen mellem kirke og stat i hele Europa og ikke mindst
i Danmark, hvor modsætningsforholdet mellem kongen og ærkebisperne
flere gange førte til, at sidstnævnte måtte drage i eksil.
|
|
Kirkerne
i landskabet |
|
De
første kristne kirker i Danmark blev bygget af det traditionelle byggemateriale
- træ. Ved Moesgård Museum er bygget en kopi af en typisk dansk stavkirke
fra Vikingetiden. En del kirker blev bygget på bakker og på andre
tydelige punkter i landskabet. De kristne var i Vikingetiden endnu
ikke stærke. Der var tale om en missionskirke. Derfor skulle kirkebygningerne
gøre reklame. De skulle kunne ses. I nogle tilfælde har man bygget
ovenpå tidligere hedenske hellige steder og på den måde overtaget
disse steders religiøse betydning. Arkæologerne har f.eks. fundet
trækirker, der var placeret oven på tidligere gravhøje. |
|
Den
romanske landsbykirke |
|
I højmiddelalderen
blev de fleste trækirker revet ned og erstattet af de romanske stenkirker,
som man ser overalt i Danmark i dag. I årene 1100-1250 blev der
bygget over 2000 romanske stenkirker i Danmark.
Overgangen
fra trækirke til stenkirke foregik skridt for skridt. Først byggede
man den helligste del af kirkebygningen dvs. koret. Stenkoret blev
opført udenom stavkirkens trækor. Stenkoret var større en trækoret,
så sidstnævnte kunne stå inde i stenkoret indtil, at stenkoret var
helt færdig. Derefter blev trækoret revet ned. Man have så en kirke,
der bestod af et mægtigt kor af sten og et mindre kirkeskib af træ.
Ordet "skib" hentyder faktisk til en aflang træbygning. Senere byggede
man et stort stenskib udenpå det gamle træskib, som derefter også
blev revet ned. En del af de første stenkirker blev bygget uden
kirketårn. Man brugte i stedet en klokkestabel af træ, som stod
et stykke fra kirkebygningen.
Inspirationen
til de tidlige romanske kirker i det danske område kom fra det tyske,
normanniske og engelske område. Ideerne kom senere til Danmark og
udformningen var grovere heroppe i civilisationens udkant. I Højmiddelalderen
blev forbindelsen til den romanske stils kerneområder mere direkte.
Det medførte, at de romanske kirker fra denne periode var meget
lig de romanske kirker, som man byggede i både Italien og Frankrig
på samme tid.
De nye stenkirker
var bygget i det, vi kalder den romanske stil. På Jarl Hede er opført
en kopi af en af de tidlige stenkirker. Typisk for den romanske
stil var, at bygningen skulle opleves som sammensat af selvstændige
bygningsdele f.eks. apsis, kor, skib og tårn. Bygningsdelene var
normalt kvadratiske eller rektangulære. Korene i de nye stenkirker
kunne dog have en rund apsis, hvilket var muliggjort af det nye
byggemateriale og den nye byggeteknik. Der er tale om klare og harmoniske
former. Et typisk træk ved den romanske stil er også rundbuemotivet.
De fleste vinduer og døre afsluttedes for oven med rundbuestik.
Motivet blev også brugt i den romanske dekoration i form af rundbuegesimser.
I de gamle
kirker havde kvinderne oprindelig deres egen indgangsdør i nordvæggen.
Den blev senere muret til, men i der er spor efter den i mange kirker.
Mændene havde en indgangsdør i sydvæggen. Særligt syddøren kunne
være overdådigt udsmykket. Døråbningen afsluttede man enten med
en overligger eller en rundbue. Under rundbuen indsatte man i en
del kirker et tympanon udsmykket med figurer i lavt relief.
|
|
Indvendig
beskrivelse |
|
Indvendig havde
kirkeskibet synlige bjælkelofter. Koret, der var helligt område
kun for de indviede, og skibet, der var til menigheden, var adskilt
af en væg kaldet "triumfvæggen." En åbning kaldet "triumfbuen" forbandt
de to rum med hinanden. Alteret bestod af en stenplade lagt på en
konstruktion af natursten. Ovenpå var placeret et simpelt krucifiks.
Senere udformedes de kunstfærdige gyldne altre, hvoraf kun ca. ti
stykker er bevaret. Ikke sjældent var der mindre sidealtre i triumfvæggen
på hver side af triumfbuen. På kvindesiden dvs. mod nord var et,
der ofte var viet til Jomfru Maria og mod syd et, der ofte var viet
til ærkeenglen Mikael - dragedræberen. I vestenden tæt på indgangen
placeredes døbefonten - udøbte børn skulle helst ikke for langt
ind i kirken. Langs væggene i skibet løb en lav bænk, ellers var
det almindeligt, at menigheden stod op.
|
|
Tilbygninger |
|
Nogle kirker
havde som sagt selvstændige klokkestabler. Andre havde enkelte eller
dobbelte stentårne. Tårnene var ikke oprindeligt brugt som klokketårne,
men derimod som magtfulde symboler i landskabet. Kun i få tilfælde,
som eksempelvis rundkirkerne på Bornholm, har de været brugt som
forsvarsværker.
Omkrig år 1300
begyndte man at bruge mursten i Danmark. Der er tale om en byggeteknik,
der var importeret fra Lombardiet.
Kirkerne fik
i 1400-tallet de tilbygninger, der gjorde dem til de bygninger,
vi kender i dag. I nogle kirker brød man vestvæggen ned og genbrugte
stenene i et vesttårn. Karakteristisk for de nye tilbygninger er
trappegavlene, der er et gotisk stiltræk. Alle de nye tilbygninger
blev opført i gotiske stil. De små romanske vinduer blev udskiftet
med store gotiske. Helt i gotikkens ånd ville man have mere
helligt lys i kirkerummene. Man byggede våbenhuse på sydsiden foruden
sakristier til præsterne og kapeller til helgendyrkelse.
|
|
Kalkmalerier |
|
Langt størstedelen
af middelalderens mennesker kunne hverken læse eller forstå latin.
Det var kirken, der tolkede de hellige tekster for menigmand. En
væsentlig del af udsmykningen i romanske kirker bestod derfor af
kalkmalerier, som kunne formidle de religiøse budskaber på en måde,
som alle kunne tyde.
Kalkmalerierne
kan opdeles i forskellige stilarter, der afløste hinanden på skift
gennem Høj- og Senmiddelalderen. Den første kalkmaleri-stilart var
den romanske stil (1100-1250), der tidsmæssigt hørte sammen med
bygningen af de romanske stenkirker. Disse kalkmalerier var byzantinsk
inspirerede og af høj kunstnerisk kvalitet, selvom at de i dag virker
forholdsvis stive.
Den fineste
måde at dekorere en kirke på i middelalderen var ved at fylde væggene
ud med mosaikker. Markuskirken i Venedig er indvendigt fuldstændigt
dækket af guldmosaikker. Hvis stormændene bag kirkebyggeriet ikke
var så velhavende som eksempelvis de venteianske købmænd, kunne
de nøjes med at vælge det næstbedste, og det var kalkmalerier. Men
selv kalkmalerier har været så dyre, at det kun har været få danske
stormænd beskåret at dekorere deres lokale kirke på denne måde.
Efter den romanske
stil kom først en overgangstil og derefter en unggotisk kalkmaleristil
(1250-1350), der igen blev efterfulgt af højgotisk stil (1350-1400).
De fleste kalkmalerier er dog fra den sengotiske periode (1400-1525).
Denne stilart indebar, at alt bliver malet til og er et typisk eksempel
på fænomenet "angsten for det tomme rum" eller "horror vacui," som
det kaldes på latin. Motiverne bestod af stjerner, blomster og rænker
samt et mylder af personer med hverdagsagtige træk. Man prædikede
mod lasterne med en grovkornet fantasi og var ikke bleg for at udpensle
rædselsfulde djævle og deres gerninger.
På trods af
den almindelige antagelse af, at kalkmaleriet holdt op efter reformationen,
så findes der dog også kalkmalerier fra renæssancen (1525-1600).
|
|
Romanske
katedraler |
|
Domkirken i
Lund blev bygget i romansk stil i første halvdel af 1100-tallet.
Eksempler på andre store romanske kirkebyggerier er kirken med de
fem tårne i Kalundborg fra 1170 og domkirken i Viborg fra 1130.
Sidstnævnte er dog helt ombygget i 1800-tallet. Domkirkerne i Ribe,
Roskilde og Odense er derimod bygget i gotisk stil. Domkirken i
Århus er en oprindelig romansk kirkebygning, der i 1400-tallet blev
bygget om til en gotisk katedral. Disse imponerende bygningsværker,
som det kunne tage over en menneskealder at gøre færdige, må have
krævet mange ofre at bygge.
|
|
Kristen
symbolik |
|
Det var ikke
kun kalkmalerierne, der via billeder og symbolik var med til at
formidle kristendommen til både gejstlige og til menigheden. Middelalderens
kirker var fyldt med symbolik. Der var næsten ikke den bygningsdel,
der ikke på en eller anden måde var med til at formidle et budskab
fra de hellige skrifter. Kirkebygningernes kristne symbolik er en
spændende verden at gå på opdagelse i. Derfor vil jeg i det følgende
se nærmere på en i Norden stor og vigtig romansk kirkebygning -
Domkirken i Lund.
"De troendes
samfund er midt i Verden som "Skibet" paa det oprørte Hav, som Noahs
Ark eller Petrus´ Skib på Genesareth Sø. Fra Kirkens Indre er det
Onde lukket ude, dens Mure skærmer Guds Børn og samler dem om Tilbedelsen
af det hellige..." ( citat - Hastrup, s.14 - se litteratur)
I både den
romanske og i den gotiske periode eksisterede den forestilling,
at kirken både som institution og som bygning var Guds hus på jorden.
"...kirkebyggerne
har bestræbt sig på at lade bygningsværket fremtræde som et spejlbillede
af den åndelige kirke." (Hugo Johansen s.95 - se litteratur)
Kirkebygningen
kan også ses som en afspejling af det hellige Jerusalem. Ofte var
domkirker placeret bag mure med portbygninger, der gengav Jerusalems
porte. Motiverne fra den hellige by gik igen og igen. (Hugo Johansen
s.100ff - se litteratur)
I Biblen betegnes
Kristus, profeter og apostle som fundament, søjler og hjørnesten.
Biblen bruger ofte arkitektoniske udtryk til at forklare sig med,
men det kan også ske, at kirkebygningernes symbolik henviser til
rent verdslige ting som f.eks. kirkens grundlæggere. I Roskilde
Domkirke skulle de fire piller omkring højalteret efter sigende
symbolisere grundlæggerne Harald Blåtand, Estrid, Svend Estridsen
og biskop Vilhelm. Deres knogler blev senere blevet indmuret i pillerne.
(Hugo Johansen s.98 - se litteratur)
Himmelretningerne
spillede som sagt en vigtig rolle. Øst symboliserede den opstigende
sol - Paradis. Derfor lagde man altid altret altid mod øst. Nord
symboliserede kulde og mørke, syd Guds varme og vest med den nedgående
sol - vantro og dæmoner. (Hugo Johansen s.96ff)
Helgenedyrkelsen
spillede en stor rolle i den middelalderlige katolske kirke. Derfor
havde domkirkerne mange mindre altre til brug for det store antal
helgener. Ofte opbevaredes relikvier i disse altre. (Niels-Knud
Liebgott, s.67ff - se litteratur)
|
|
Undersøgelse
af domkirken i Lund |
|
Kirkens
plan:
Allerede kirkefaderen
Ambrosius (ca.340-397) understregede, at en kirkes bygningskrop
skulle udformes som et kors proportioneret efter Kristi legeme.
Kristus sammenlignede sin død og opstandelse med Templets ødelæggelse
og genopførsel (Joh. 2,19f). I middelalderen mente man, at den kristne
kirke skulle være et nyt og mere fuldkomment tempel, derfor afspejles
elementer fra det jødiske tempel i kirkebygningen f.eks. den grundlæggende
deling i kor og skib, hvor koret tilhører gejstligheden og skibet
menigheden (Hugo Johansen s.99ff - se litteratur). Et typisk symbol,
at den nye kirke symboliserer et mere fuldkomment jødisk
tempel er et par fritstående søjler foran sydportalen henviser til
søjlerne Jakin og Boas, der oprindeligt skulle have stået foran
templet i Jerusalem. De ses på mange middelalderkirker.
Domkirken i
Lund blev opført med denne korsformede plan. I dag er kor og skib
forbundet af en kæmpetrappe, og de to rum er på den måde ikke adskilte,
som de ellers burde være. Det viser sig dog, at der er tale om en
nyere løsning, der stammer fra en omfattende restaurering af kirken
i 1800-tallet. Oprindeligt var de to dele adskilt af en såkaldt
"lektoriemur." Denne mur indeholdte et såkaldt lægmandsalter, som
blev i forbindelse med gudstjenester for menigheden til meningheden.
(Vilh. Lorenzen, s.56 - se litteratur)
Foran Lund
domkirkes sydportal ses middelaldermønstret med de to fritstående
søjler Jakin og Boas.
Portaler:
"Jeg er døren,
om nogen går ind gennem mig, han skal blive frelst, og han skal
gå ind og ud og finde føde." (Joh.10.9.)
|
Når
man forsøger en tolkning af en portal, er det vigtigt, at hele
portalen med døre, søjler, skulpturer og tympanon undersøges
som en samlet komposition. Mod syd ses ofte korslammet, duen
eller livets træ. De er alle eksempler på det gode. Mod nord
fremvises derimod det onde. Portalerne findes i et spændingsfelt
mellem ude og inde, dvs. mellem ondt og godt. Det er her, kampen
om menneskesjælen står. Derfor er det her, man ser djævlen f.eks.
som en løve, en grif eller en drage. |
|
Menneskets
beskyttere som f.eks. Mikael, Samson eller David kæmper ofte imod
djævlen på portalerne (Lise Godtfredsen, s.37ff - se litteratur).
I Lunds søndre
portals tympanon ses en relief af et lam. Man ser også korset omgivet
af Evangelietegnene. Søjlernes kapitæler er udsmykket med stiliserede
løver. Bueslagene er indspundet i et net af bladranker og båndslyngninger,
hvori ses forskellige dyreskikkelser. I den nordre portal ses David,
der redder lammet ud af løvens klør. Ved foden af yderste bueslag
over tympanon står to løver. Inden i kirken findes i forbindelse
med portalen en grif og en løve.
Der har før
været andre portaler ind til kirken, men de er blevet muret til.
Mod vest har der f.eks. været en imponerende portal, som man kender
det fra andre romanske katedraler i f.eks. Frankrig og Italien.
Over denne hang i sin tid en tympanon med et såkaldt Majestas-billede.
På Majestas-billedet løfter Jesus højre hånd til en velsignelse
samtidig med, at han har venstre på Livets Bog. Ved hans ene side
stod ærkeengelen Gabriel og ved den anden en ukendt engel.
Lammet, som
symboliserer det gode, ses i søndre portal, og det er jo lige efter
bogen! Ved begge portaler findes løver og mærkelige væsener, der
kunne symbolisere djævlen. Mod djævlen kæmper det gode symboliseret
ved korset og evangelietegnene. Døren selv kunne symbolisere Jesus.
|
|
Søjler og
tal:
Det er allerede
nævnt, at de to søjler foran en portal kan symbolisere jødernes
tempel i Jerusalem. En enkelt søjle derimod kan symbolisere Jesus.
Grupper af søjler både fritstående og indmurede kan symbolisere
andre ting f.eks. de tolv apostle eller de fire evangelier. I Middelalderen
havde forskellige tal forskellige betydninger. Et-tallet var et
symbol på enheden. To-tallet symboliserede dualismen. Ondt og godt
står overfor hinanden. Samson står overfor løven og Mikael står
overfor dragen. Tre var det hellige tal. Her tænkes på Treenigheden.
Noah har tre sønner og Israel tre stamfædre osv. Fire var det såkaldte
jordiske tal. Der var fire paradisfloder, fire evangelier, fire
arme på korset, fire verdenshjørner, fire årstider mm. Syvtallet
er de to foregående tal lagt sammen det åndelige og det fysiske
og kaldes derfor for menneskets tal. (Lise Godtfredsen, s. 56 -
se litteratur)
I domkirken
i Lund er der seks gange to piller, der bærer hvælvet i kirken.
Er det mon en tilfældighed? Kunne de symbolisere de tolv apostle?
Der er tre vinduer i apsis. Kunne de symbolisere Treenigheden?
Lys og farver:
Lyset spillede
en stor rolle i Middelalderens religiøse symbolik, og det er ikke
tilfældigt. Der er noget åndeligt over lys. Det kan stråle gennem
glas, og selvom man ikke kan røre ved det, kan man føle varmen.
De romanske kirker havde oprindeligt kun små vinduer evt. dekorerede
med glasmalerier. Det beskedne lysindtag gjorde, at rummet lå i
en slags "mystisk" mørke (Thure Hastrup, s.17 - se litteratur).
Det er en helt anden stemning, man finder i den efterfølgende periode
Gotikken, hvor der ikke kunne være lys nok.
"Og Gud sagde:
Der blive lys! Og der blev lys." (1.Mosebog 1.3.)
"Gud er det
sande lys og livets lys i modsætning til hans modpol, der er mørkets
fyrste" (Joh.1.4-9.)
"Jeg er Verdens
Lys, den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets
lys." (Joh.8.12.)
Lysets forskellige
farver udgør et hierarki. Det hvide lys i koncentreret form er uudholdeligt
for øjet. Hvidt lys og sølv er et højere udtryk for det guddommelige
end farverne. Den gule farve ligger mellem farverne og det hvide
lys. Derfor bruges det ofte i glorier. Farverne spredte Gud ud over
den sanselige verden i fragmenter for at vække vores sind gennem
naturens skønhed. (Lise Godtfredsen, s. 47 - se litteratur)
Lund Domkirke
har gennem tiderne fået større vinduer, men der er efter min mening
stadig tale om et "mystisk" mørke i kirkerummet. Der er desværre
ingen glasmalerier bevaret. Hvælvet over apsis, der er dekoreret
med en nyere glasmosaik funkler i mørket og sætter en i en religiøs
stemning.
Vinduer:
Vinduerne kan
symbolisere de hellige skrifter, der holder det skadelige ude og
som oplyser dem, der lever i kirkerne. De kan også forstås som apostlene,
Gud, profeterne, martyrerne eller bekenderne, der oplyser os om
kristendommen. Der er mange tolkningsmuligheder.
Tre vinduer
på række kan symbolisere Treenigheden dvs. Faderen, Sønnen og Helligånden.
Kirker har ofte vinduer i apsis, hvorigennem det tidlige morgenlys
fra øst kan lyse kirkerummet op. Det er en fascinerende tanke, at
det første lys, som munkene så tidligt om morgenen, når de kom ind
i kirken for at bede, var en svag rødlig lysstribe fra Paradis,
der lyste fra øst ind gennem et vindue i apsis og videre ud gennem
kirkerummet. Nogle af de få oprindelige vinduer i Lund Domkirke
ses i apsis.
En vinduestype,
som ikke findes i Lund domkirke, men som findes i mange romanske
kirker er det såkalte diforium dvs. et dobbeltvindue adskildt af
en enkelt søjle.
I kleristoriet,
dvs. den øverste del hovedskibets mure, sidder vinduerne i grupper
af tre.
Alteret:
Alteret står
i apsis og er det vigtigste stykke inventar i en hvilken som helst
kirke. Det er normalt lavet af tunge materialer. Pladen er af en
sten. Det symboliserer både bordet fra Jesu sidste måltid og offerstedet,
hvor Jesu ofrede sig selv. Her gentages hans offerdød på en ublodig
måde. Altret indeholdte ofte relikvier af martyrer. (Lise Godtfredsen,
s.30 - se litteratur)
I Danmark var
altrene ofte simple, men der findes eksempler på såkaldte "gyldne
altre". Disse består af tynde, forgyldte kobberplader fastgjorte
på træværk og dekoreret med reliefer. Motivet er som regel Jesus
blandt de tolv apostle. Pladerne, der kaldes "frontalet" satte man
foran alterbordet. Over alterbordet placeredes "retabelet", der
bestod af en liggende plade med en bue henover og et krucifiks i
midten. Alteret har været dekoreret med slebne bjergartkrystaller
og har funklet i det lysfattige rum. (Thure Hastrup, s.97 - se litteratur)
Hvælvet over
apsis havde ofte et kalkmaleri forestillende Majestas Domini - den
i himlen tronende Gud - siddende omgivet af en oval regnbue, der
symbolisede det himmelske Paradis, samt de græske bogstaver alfa
og omega, der symboliserer starten og slutningen på verden. (Niels
M.Saxtorph s.43 - se litteratur)
I Lund domkirke
står alteret, hvor det skal. Det er ikke et gyldent alter men alligevel
et alter fra den sene middelalder. Alteret funkler i mørket, som
det skulle, men det er i dag afspærret og i princippet langt fra
menigheden og de besøgende. I den middelalderlige katolske kirke
var det heller ikke meningen, at menigheden skulle have noget med
hovedaltret at gøre.
Krypten:
I oldtiden
byggedes kirker ofte ovenpå helgengrave. Herved opstod kryptmotivet.
Lund domkirke har også en krypt, der endda er usædvanlig stor. Den
er berømt for sine mange smukt dekorerede romanske søjler, hvoraf
to er dekorerede med menneskefigurer. De kan fortolkes som "Samson
og Dalila" og "Samson". På førsttnævnte er Dalila i færd med at
klippe Samsons hår af og på den anden, er Samson i gang med at styrte
templet i Gaza. Hvis denne tolkning er rigtig, ses her et eksempel
på en såkaldt "parallellisering". Parallelliseringer er meget brugt
i de romanske kirker og indebærer, at motivet, der ofte er fra det
Gamle Testamente, henviser til en lignende situation i det Nye Testamente.
Hermed understreges en sammenhæng mellem de to. Samson blev ofte
fremstillet som et symbol på Kristus, idet han dør, men at han gennem
sin død alligevel bliver en frelser. (Vilh. Lorenzen, s.51 - se
litteratur)
|
|
Den
gotiske stil |
|
Byggestilen
i Senmiddelalderen kaldes for Gotik. I denne periode fandt byggeriet
hovedsageligt sted i byerne fordi, der allerede var bygget kirker
på landet. I Højmiddelalderen var der, som sagt, en direkte
forbindelse mellem de romanske huse i Danmark og forbillederne
i Europa. Sådan var det ikke i Senmiddelalderen. Inspirationen
til de nye kirker kom ikke fra gotikkens kerneområder, men den
tog en omvej over det nordtyske område. Lybæks og de andre Hansestæders
teglstensgotik var den vigtigste inspirationskilde for den danske
gotik. |
|
De
danske gotiske kirker var ikke så lyse som forbillederne. Gotikken
var en bygningsform, hvor lyset spillede en stor rolle. Det var en
stil, der stræbte mod himlen - mod lyset og det guddommelige. Bygningerne
fik hvælv og spidsbuer, støttepiller og stræbebuer, der alle understreger
det lodrette. Der er noget dynamisk over Gotikkens himmelstræbende
elementer.
Den tidligere
romanske stil bestod formmæssigt af en komposition af klare
enkeltdele. I Gotikken smelter de sammen til en samlet form.Typisk
for de danske gotiske kirker er de små kleristorievinduer, de ottekantede
piller, de mange kapeller og de komplicerede korplaner med flere
omgange og kapelkrans.
Herremændenes
sæder bagerst i kirken var ikke noget hit i senmiddelalderen, adelen
flyttede frem foran og nu sad på de forreste stolerækker lige ved
altret.
Byggeriet af
Odense Domkirke, der er inspireret af engelsk gotik, begyndte i
slutningen af 1200-tallet og blev gjort færdig ca. 200 år efter.
Her byggede man en kirke med et højt midterskib og en flad korafslutning.
Udvendigt blev der gjort meget ud af gavlene. Resten af kirken blev
yderst spartansk dekoreret. Indvendig var triforieåbningerne konstrueret
med en rig leddeling som i England. Loftet bestod af stjernehvælv
også efter engelsk mønster.
|
|
Århus
Domkirke |
|
Århus Domkirke
hedder egentlig Clementskirken. Den er opkaldt efter skippernes
helgen Skt. Clemens. Den romanske Clemenskirke blev påbegyndt indenfor
de gamle vikingevolde i 1199. Senere i 1400-tallet blev det besluttet,
at udbygge kirken i gotisk stil.
Det er en stor
oplevelse at gå på opdagelse i den store kirke og prøve at skelne
de tidlige romanske og senere gotiske bygningsdele fra hinanden.
Den romanske kirke havde oprindeligt to mindre vesttårne. En tredelt
vinduesgruppe mellem disse tårne kan stadig ses i forgangen ind
til kirken.
Den romanske
Skt. Clemens havde et dybt kor med apsis, der var flankeret af tre
kapeller på hver side. De midterste på begge sider af de tre kapeller
var også forsynet med en apsis. De to yderste har måske været flankeret
af mindre tårne. Disse kapeller kan ses i kirken i dag, og de giver
et godt billede af, hvordan den gamle kirke med dens sokler, buer,
vægpiller og søjleordner så ud. Hvis man ser rigtigt efter, er det
også muligt at se resterne af de gamle romanske buehvælv oppe under
loftet. Udvendig kan man også se spor af den romanske kirke. Ved
udvidelsen i Senmiddelalderen blev både hovedskib og begge sideskibe
blev forhøjet. De forhøjede sideskibene blev øverst forsynet med
trekantgavle og saddeltage ind til hovedskibet. Omkring kirkeportalerne
findes stadig granitsten dekoreret med lavt relief. Mod nord er
tympanon forsynet med et kors omgivet af vilde dyr. Det symboliserede
kirkens stilling i middelalderens verden.
Koret blev
bygget om i såkaldt hallekirche-stil, dvs. at alle pillerne i den
nye bygning blev gjort lige høje. Hermed blev koret meget lysere
og der blev god plads til de processioner, som var en del af datidens
liturgi. For at understrege lysvirkningen i koret murede man de
romanske rundbuevinduer i tværskibet til. Altret kommer fra lybækkeren
Notkes værksted og var bestilt til det ombyggede kor.
Det må have
været en stor og bekostelig opgave at bygge kirken om. Byggeriet
indbefattede en forhøjelse af hovedskib, sideskibe og tværskib foruden
at man erstattede de to vesttårne med et massivt midtertårn med
et ottekantet spir. Den ombyggede kirke stod færdig i 1477.
|
|
Reformationen
og kirkebygningerne |
|
Ordet katolsk
betyder almindelig. Den katolske kirke er den almindelige kirke,
dvs. den er for alle. Helt tilbage fra Augustins (354-430 e. Kr.)
tid mente man, at vi mennesker var faldet og havde dermed mistet
en række egenskaber, vi førhen havde været udstyret med f.eks. retfærdighed,
hellighed og kærlighed. Vi var blevet formørket af synden. Nåden
opfattedes som en kim af hellighed, der skal indplantes i mennesket
og som ved kirkens omsorg skal vokse og overvinde den gamle syndige
natur. Dette var kirkens opgave, og derfor var kirken en nødvendighed!
De syv sakrementer defineredes i højskolastikken og er dåb, konfirmation,
bod, nadver, ordination, ægteskab og den sidste olie. Ved at gøre
gode gerninger kunne man komme i en bedre position med henblik på
livet i det hinsidige. Herved åbnede man også for et muligt misbrug
af kirken. I nogle tilfælde blev kirken en pengemaskine. Folk var
bange for at komme i helvede og købte aflad. Pengene gik lige ned
i foret på "korrupte" kirkefolk.
Denne tankegang
protesterede Luther imod og satte hermed en reformation af kirken
i gang. Med udgangspunkt i Paulus, fastholdt Luther, at alle gerninger,
som gøres udenfor troen, intet er værd. Det vigtigste af alt er
troen på Kristus. Der findes ingen andre gode gerninger end dem
Gud har påbudt. Hvis man har troen, kan man selv mærke, hvornår
noget er godt eller dårligt. Alle mennesker er lige overfor Gud,
og derfor kan man ikke påstå, at helgener er mere frelste end andre.
Han gjorde op med den katolske tradition og hermed også med paven
i Rom. Personligt kan det undre mig, at han kunne kassere hele den
teologiske og kulturelle udvikling, som kirken havde gennemgået
siden Evangeliernes nedskrivelse.
Vægtningen
af Biblens ord overfor den traditionelle liturgi fik betydning for
kirkernes udformning. Samtidigt overgik kirkens besiddelser til
kongen og adelen, der nu kom til at stå for deres vedligeholdelse.
Mange bygninger forfaldt bl.a. de forskellige domkirker. Lund Domkirke
mistede sin gamle glans. Man fortsatte med at male kalkmalerier
i landsbykirkerne men nu med adelsskjolde og gammeltestamentlige
profeter i stedet for helgenafbildninger. Kalkmalerierne blev i
princippet først kalket over, når fugt og snavs havde slidt på dem.
Traditionen med at male kalkmalerier døde kun langsomt ud. Adelen
havde andre ting at bruge pengene på f.eks. altertavler, prædikestole,
lydhimmel og dåbshimmel samt de udskårne og bemalede kirkestole.
De gamle helgenkapeller blev omdannet til adelskapeller. Reformationen
førte i modsætning til hvad man ellers skulle tro ikke til billedstorm
i nogen nævneværdig grad. (Niels M. Saxtorph s.16 -
se litteratur)
|
|
|
|