se diasshow - Dragør

se diasshow - Skagen

se diasshow - Dansk bindingsværk

se diasshow Fjällbacka

Hvorfor lader vi os ikke inspirere af den traditionelle danske byggeskik både når det drejer sig om det enkelte hus og om byplanlægning? Det er jo ikke tilfældigt, at de traditionelle huse ser ud, som de gør. Arkitekturen er ofte et resultat af mange års "trial and error," som til sidst er endt med noget, der er både smukt og funktionelt.

Den historiske del af Dragør skal fremhæves for en enestående blanding af sammenhæng og individualitet. Husene har nogenlunde de samme farver, størrelser og proportioner, og de danner derfor en helhed. På trods af denne ensartethed, er der alligevel ikke to huse, der er ens. Små variationer gør, at alle i Dragør bor i hver deres eget helt specielle hus. Dertil kommer, at systemet af veje, stier, pladser, ankomstområder og havnefront byplanmæssigt giver utallige oplevelser og smukke kig. Bilerne gemmes i små garager mellem husene eller udenfor byen på en aflang, træoverdækket pakeringsplads.

Det siges, at blomsterne springer tidligere ud i Dragør, og at der her vokser planter, der normalt hører mere sydlige himmelstrøj til. Det er ikke tilfældigt, for taghældning, husenes placering, de tætte gårdrum samt byrumsmaterialer som brosten, kampesten og murede husvægge skaber læ og fanger varmen fra forårssolen. Går du en tur i byen så læg mærke til, at næsten alle haverne ligger på den sydlige side af husene, der igen oftest ligger med langsiden mod syd. Haverne er længehaver dvs. haver, der er smalle og lige så lange som huset, som de hører til.

Dragør skal fremhæves for en ting til. Det er forbindelsen mellem ude og inde. I storbyen plejer der ikke at være forbindelse mellem den private zone inde i lejlighederne og den offentlige zone udenfor på gaden. Sådan er det ikke i Dragør. Her er der gennem vinduerne i stueetagerne visuel kontakt mellem det indre og det ydre. Inde fra stuen kan du følge med i, hvad der sker ude i strædet, og omvendt. De små haver med deres terrasser danner ligeledes et halvoffentligt område - hvor du kan høre og flere steder se din nabo ude bag plankeværkerne. Et blink eller et vink er alt, der skal til for at invitere ham indenfor til en øl.

Gadenettet består af en række bredere gader, der fører ud mod den daværende strand og havn. Disse er forbundet med tværløbende mindre stæder og stier. I Dragørs "byplanbeskrivelse" spekuleres i hvem, der mon har stået bag både gadernes forløb og husenes placering. Man har ingen skriftlige kilder. Med min erfaring fra byplanundersøgelser i Nordtyskland, så tyder alt på, at den ikke er vokset af sig selv men derimod planlagt, da de tyske byer, som jeg arbejdede med, der var baseret på et grid, så altid var planlagte. Ordet "gang," der bruges om en sti, er ligesledes velkendt i Nordtyskland, hvor det betegner en smal sti mellem to huse. Dragør har været en del af sildeeventyret omkring Øresund i middelalderen. Den nuværende byplan anslåes at være fra slutningen af 1600-tallet.

Kommer man til Skagen for første gang, kan det være svært at finde ud af, hvad der er hoved og hale i byen. For at forstå Skagens noget specielle bystruktur, må man derfor ty til historien. Skagen var en relativ stor by i middelalderen og den blev tidligt gjort til købstad. Byen lå strategisk godt for både handel og fiskeri, omgivet, som den stadig er, af Nordsøen og Kattegat. Dertil kommer, at der fra Skagen er den korteste vej til Norge. Stedet har altid ligget udsat for vind og vejr, og byplanmæssigt har Skagen helt op til moderne tid bestået af enkelthuse spredt mellem klitterne. Her har aldrig været torve og pladser som i almindelige danske købstæder. Omkring år 1600 fortættedes dog bebyggelsen i tre områder. De udviklede sig til Vesterby og Østerby på østkysten og Højen på vestkysten. Alle tre steder havde man siden tidernes morgen trukket fiskejollerne op på land. Det var først i moderne tid dvs. i 1907, at en egentlig havn blev bygget. Vesterby og Østerby fik præg af en vejbebyggelse langs den buede kyst. Vejene mellem husene krydsedes af stier, der førte ned til arbejdspladsen dvs. stranden. Fiskerne boede typisk tættere ved vandet, hvorimod landmændene hørte til inde i land.

I slutningen af 1500-tallet begyndte det at gå ned ad bakke for den ellers så succesfulde by. Skagen blev ramt af storme, oversvømmelser og sandflugt. Sandfygningen begravede bl.a. Skagens kirke, Skt. Laurentii, der måtte lukkes. I dag ses kun kirketårnet, som rækker op af sandklitterne bag Vesterby. Sandflugten gjorde det næsten umuligt at drive landbrug.

Som et resultat af bygningen af havnen tid skød Kapelby op midt mellem Vesterby og Østerby. Kapelby er i dag Skagens indkøbsområde med strøg og butikker.
Arkitektonisk er Skagen præget af, at fiskerihavnen helt har afskåret den gamle by fra havet. Hvis man vil forstå det gamle Skagen, må man derfor forestille sig en by, der helt har orienteret sig ud mod vandet.

Den danske landsby og vores bindingsværks-konstruktion

Jeg tør vove påstanden, at den traditionelle danske landsby har arkitektoniske kvaliteter, som vi kan lære af i det moderne boligbyggeri. Ensemblet af landsbygårde og mindre huse placeret omkring en central forte med branddam, forsamlingshus og landsbykirke har nogle unikke oplevelser, som kan opleves rundt om i landet i stadig eksisterende landsbyer og friluftsmuseer. Med til billedet af den gamle landsby hører velplejede nyttehaver(kålgårde); smukke gærder af pil og poppel, hegn og plankeværker; og traditionelle husdyr som får, geder, køer, grise, høns og gæs.

I generationer har vores forfædre været selvforsynende og levet i traditionelle bindingsværkshuse først i landsbyer og senere, efter udflytningen, ude i landskabet. Besøger du et af vores smukke friluftsmuseer har du unik mulighed for at opleve, hvordan bindingsværkshusenes, rummenes og selve bindingsværkets proportioner er tilpasset mennesket. Oplev også hvordan de kalkede vægge, det oliemalede træ, gulve af lerstampet jord, pigsten, tegl og træplanker ejer en enestående stoflighed, som det både er behageligt at se på og røre ved.

Historisk har hver egn i Danmark haft sin egen byggeskik afhængig af de materialer, der var til rådighed, de funktioner, som husene blev bygget til, gårdenes rigdom og ikke at forglemme en vis mængde lokal mode og tradition.

På Sjælland og Lolland-Falster har man eksempelvis kalket både bindingsværk og tavl hvidt. Det giver nogle smukke skyggevirkninger i de ujævne bindingsværksvægge. På Fyn var folk mere farveglade. Her sås gule tavl og en kombination af gule undertavl og hvide overtavl. Bindingsværket var malet i forskellige brune, røde eller grønne nuancer. I Østjylland sås ofte røde tavl, der nogle gange var kantet med hvide linjer langs bindingsværket. I dag er disse egnsspecifikke farver mere eller mindre forsvundet, da mange bindingsværksgårde i løbet af det 20. århundrede er gået over til hvide tavl og sort bindingsværk.

Oprindeligt lå bondegårdenes længer hver for sig som selvstændige bygninger omkring en gårdsplads af ubestemmelig form. De var med andre ord knapt så kvadratiske, som man skulle tro. Længerne var heller ikke bygget på samme tid. De kom til lidt efter lidt, når der var behov for det. Først med tiden blev de bygget til hinanden og kom til at ligne det, som vi i dag kender som en typisk dansk firlænget gård. Gårdspladsen er ofte belagt med pigsten, og man aner et mønster i belægningen. Man kom ind til gården gennem vognportene, der i sin tid også blev brugt til hestevognparkering. Møddingen lå som regel midt på gårdspladsen, da man med denne placering havde den korteste afstand til hele vejen rundt til dyrene i staldene.

Sammenbygningen af gårdenes længer skete typisk i perioden omkring år 1800. Hvis man herefter havde behov for mere plads, udvidede man med nye tilbygninger på ydersiden af længerne. Nogle steder udvidede man også inde i selve gården. I Nordjylland sås parallelgårde, hvor stuehuset og stalden lå som to parallelle bygninger overfor hinanden. I Sønderjylland og på Ærø, der begge var gammelt Slesvigsk område fandtes længe enlængede gårde, derindeholdte både stald i den ene og bolig i den anden. Den firelængede bondegård, som man nikker genkendende til, har dog været almindelig i store dele af landet.

Urgamle konstruktionstyper

Hvordan konstruerer man en simpel hytte, der kan modstå vind og vejr? Fra den danske oldtid har vi to logiske konstruktioner: sule- og højremskonstruktion. Den førstnævnte, sulekonstruktion, minder om et gammeldags telt bestående af to teltstænger (suler) og en tværliggende bærestang (ås), der bærer taget. Højremskonstruktionen består derimod af søjlepar, der står ved siden af hinanden inde i huset. Her er det spæret over søjleparene, der bærer taget. Højremskonstruktionen har den fordel, at man kan tilbygge udliggere på begge sider af huset og dermed gøre det ekstra bredt. Begge konstruktioner har den fordel, at den bærende konstruktion dvs. suler og søjlepar står under tag og i læ. Ville man udvide disse to konstruktioner, så opførte man bare et eller to ekstra fag i den ene eller begge ender dvs. satte nogle ekstra sulestolper eller søjlepar og gjorde hermed bygningen længere. Sulekonstruktionen er kendt helt tilbage fra landbrugets indførsel i det skandinaviske område dvs. lidt efter år 4000 før f. Kr. De var 4-5 meter brede og lå øst vest med en beboelsesende mod vest og en staldende mod øst. I bronzealderen begyndte man så at bygge de store langhuse med højremskonstruktion. De kunne være helt op til ni meter brede og 45 m lange.

I slutningen af jernalderen og i vikingetiden byggedes mange langhuse som bulhuse. Bulhuse er bygget af kløvede brædder, der kaldes for bulfjæle. Disse store brædder satte man mellem ydervæggenes vægstolper. En del langhuse blev også bygget som stavhuse, hvor bræddernes nederste ende var gravet ned i jorden og derfor stod lodret. Begge konstruktioner krævede forholdsvis meget træ ikke mindst fordi, at de skulle genopføres hver 60-80 års mellemrum pga. råd. Det kostede selvsagt meget træ at bygge huse på denne måde. I middelalderen gennemførte adelen derfor krav om, at alle nye huse skulle bygges som bindingsværk, der var mere træbesparende. Bindingsværkshusene brugte mindre træ, fordi man fyldte fladerne mellem bindingsværket (tavlene) i ydervæggene med en konstruktion af fletværk og lerklining i stedet for træ. Dertil kom, at bindingsværkkonstruktionen aldrig kom i direkte kontakt med jorden, da den byggedes ovenpå et fundament af sylsten. Bindingsværket kunne derfor holde hundreder af år uden at gå i forrådnelse.

De ældgamle sule- og højremskonstruktioner blev indarbejdet i den nye bindingsværksteknik. I frilandsmuseet “Den fynske landsby” kan man eksempelvis se bindingsværkshuse med sulekonstruktioner. De var frem til 1800-tallet almindelige på det vestlige Fyn og i den nordvestlige del af Jylland. I frilandsmuseet i Lyngby eksempler på bindingsværkshuse med sulekonstruktion og bindingsværkshuse med højremskonstruktion. Tager du en tur langs kysten til Vesterhavet findes der stadig murede klitgårde med højremskonstruktioner mellem klitterne. Jeg kan kun sige, at det er en speciel fornemmelse at stå inde i sådan en højremsbygning og føle suset helt tilbage fra bronzealderen!

Bindingsværk

Konstruktionsprincippet ud på, at to søjler i ydervæggene i hver side af huset forbindes via en bindebjælke. Disse to søjler og bindebjælken kaldes tilsammen for en “binding.” Bindebjælkerne bærer også loftet inde i huset. Bindebjælkerne er også dem, som vi kalder for loftsbjælker. Ydervæggene består af stolper, der forneden hviler i en fodrem, der, som tidligere nævnt, igen hviler på sylsten. For oven er stolperne fastgjort via et taphul i en tagrem. Stolpetapen fortsætter videre op gennem tagremmen og ind i foden af et spær. Et typisk tegn på, at et bindingsværkshus har ælde, er hvis bindebjælkerne er stukket gennem søjlerne og derfor kan ses uden på ydervæggene, hvor de er fastgjort med trænagler. Er bindingsværkshuset yngre, hviler bindingsbjælkerne i stedet skjult oven på tagremmen, hvilket har den fordel, at rummene inde i huset får højere til loftet. Studerer du bindingsværket udefra, kan du mellem søjlerne se vandrette bjælker, der kaldes for ”løsholter.” Mellem løsholterne og fodremmen står små lodrette ”dokker.” Var gården velhavende og i et trærigt område, kunne man have flere dokker i hvert fag. Bindingsværkshuse fra før 1820 havde som regel kun en enkelt dok i undertavlene og ingen i overtavlene. Fagene var typisk mellem 1,2 til 2 meter lange. Tagkonstruktionen bestod af hanebåndsspær, der, som sagt, var gjort fast i tagremmen. Ved overgangen til ydermuren sætter man såkaldte ”skalke” fast på spærfødderne. Skalkene har den funktion, at de vipper stråtaget lidt op og føre det et stykke ud over ydermuren. Med dette vip sikrer man sig, at regnvandet drypper af tagskægget uden at slide på de kalkede vægge nedenunder. Vippet sikrer også, at der kan komme mere lys ind af de små vinduer. Ser du efter, kan du se, at der ved hushjørnerne er skråbånd (også kaldet ranker). Disse er sat ind i bindingsværket for at stabilisere konstruktionen. Små skråbånd, der kun går op til løsholterne kaldes for ”halvranker.”  Det er en fordel, at det træ, der er udsat for vind og vejr, er af hårdt egtræ, da egetræ og derfor holdbart. Fodremme, løsholter, dokker og skråbånd er derfor ofte af egetræ. Tagremme, indvendige bjælker så som bindingsbjælker og spærbjælker kan derimod sagtens være af det billigere nåletræ.

Stråtaget sikres øverst oppe med en ”rygning,” der holder stråene nede, så de ikke blæser væk. Her skal nævnes tre typer: 1) halmrygning - der typisk er med ”kragetræer” (korte kraftige grene) til at holde rygningen på plads; 2) tørverygning; og 3) rygning med lyng eller tang. Man regner med, at den ”lodrette helgavl” er den ældste gavlløsning. Den lodrette helgavl bestod ofte af lodret træbeklædning lagt to på et. Den halvvalmede gavl blev i løbet af 1800-tallet almindelig i det østjyske område. Evt. kviste oppe i stråtaget havde hovedsageligt til formål at få korn og lignende op eller ned fra lofterne. Kvistene var derfor som regel udstyret med en lille loftsport, som man kunne få kornet ind og ud af. Disse loftsporte placerede man ofte over døre i ydermurene, så de i tilfælde af brænd, kunne beskytte udgangene mod nedfaldende brændende stråtag.

Typiske tegn på en gårds velstand var tømmerets tykkelse, dokkernes antal, krydsdokker, udskæringer, udvendig brug af egetræ og flere skorstene ligesom antallet af trappesten op til husets hovedindgang også fortalte om gårdens værdig.

Indretning af et typisk bondehus

I 1500- og 1600-tallet begyndte man at sætte røgfangere over de murede ildsteder, som man dengang kaldte for skorsten. Senere tilførtes en skorstenspibe oven på røgfangeren. De tidlige skorstenspiber var af træ eller lerklinede rafter. Men på grund af brandfaren gik man med tiden gik man over til sten ligesom skorstenen skulle rage et godt stykke op over taget. Ildstedet blev udvidet med en bageovn, hvis runding i nogle tilfælde kunne ses i ydermuren, og en bilæggerovn, der bragte varme til dagligstuen på den anden side af stegerset, som man kaldte forstadiet til det moderne køkken. Dagligstuen indrettedes med langbord, langbænk eller slagbænk, og husbonds stol. Madmor og pigerne i huset stod op, når gårdmænd og karle blev fodret. Jeg har fået fortalt, at folkenes skeer hang oppe på bjælken over dem og man lige tørrede dem af under armen, når man var færdig med at spise grød. Karlene sad i hierarkisk rækkefølge på langbænken med den yngste karl længst fra husbond. Modsat dagligstuen havde man bryggerset og i forbindelse hermed også mindre rum med pigekammer, spiseammer og saltkammer. Bryggerset var ofte belagt med pigsten, stegerset og entreen med tegl og evt. fine stuer med gulvbrædder. Bryggerset havde sit navn, fordi det var her, at der bl.a. blev brygget øl. Bondegårdene havde normalt både en fin indgang og en bryggersindgang ud til gårdspladsen. I forlængelse af dagligstuen lå forstuen, der også kaldtes for ”fremmers.” Herefter kom den fine stue også kaldet ”storstuen” eller ”øverstestue.” Til hverdag brugte gårdfolkene altid bryggersindgangen. Hele ideen med den tidligere omtalte røgfanger og skorstenens udvikling var at få styr på røgen, så man kunne undgå, at der var røg overalt i huset. Efter at man havde fået røgen under kontrol gik udviklingen slag i slag: Man gav sig til at lægge loftsbrædder over stuerne ligesom man også begyndte at male almuemøblerne i såkaldte ”almuefarver.” I 1600- og 1700-tallet indsættes også vinduer i ydervæggene, hvilket får interiørerne til at lyse op. Frem til 1800-tallet findes vinduerne dog kun mod syd ud mod gårdspladsen. Mod nord med ryg mod ydermuren lå de små alkover. Alkoverne var så korte, at man måtte sidde op og sove. Det var bl.a. derfor at man havde store puder. Jeg har fået fortalt, at alkoverne var gode for ældre mennesker med brystsyge, der måtte sidde op om natten. En typisk alkove var ikke meget større end en moderne bred børneseng, men gav alligevel plads til to voksne og to mindre børn.

Jeg har fundet fire typiske bindingsværkskonstruktioner:

• Sulehuset - hvor taget var båret af suler. Øverst oppe mellem hver sule hang en ås. Tagets ”spærbjælker” også kaldet ”hængeltræer” eller ”hængetræer” hvilede i den øvre ende oppe på ”åsen” og i den nedre ende på tagremmen. Den enkelte sule var indvendigt i huset stabiliseret af to skråbånd i en tværgående bindingsværksvæg. Denne bindingsværksvæg var igen støttet i af endnu flere skråbånd ydervæggene. Opdager du derfor skråbånd midt i ydermure, kan det være et tegn på, at der inde bagved findes en sulekonstruktion.
• Styrtrumshuset med indstukkede bindebjælker – en bindingsværkskonstruktion, hvor man kan se bjælkeenderne stikke ud af ydermuren. Den er typisk fra før 1850.
• Huset med bindebjælker hvilende på tagrem - den er typisk fra efter 1850.
• Huset med sidebåndskonstruktion - Her var bjælkerne ikke tappet sammen men derimod samlet ved hjælp af bladsamlinger. Søjlerne er forbundet til hinanden med udvendige eller indvendige sidebånd. Hvis der er brugt indvendige sidebånd kan de ikke ses ydervæggen, hvilket får huset til at se ud som om, at det kun er konstrueret af søjler og tavl. Huse med denne konstruktion har ingen løsholter eller dokker. Konstruktionstypen var almindelig i Nordsjælland.